Også i videnskaben går det nogle gange galt, før det går godt. Da den skotske forsker Alexander Fleming i 1928 studerede stafylokok‐bakterier, blev en af hans petriskåle ved et uheld forurenet med skimmelsvamp. Fleming lagde mærke til, at bakterierne blev slået ihjel, så snart de nærmede sig svampekolonien. Han fortsatte eksperimenterne og udvandt stoffet penicillin af sine mugsvampe. Penicillinen kom på markedet i 1940'erne og bruges stadig til at bekæmpe mange sygdomme.