"Vi synker nu..." 

30. januar i år er det 55 år siden, at grønlandsskibet Hans Hedtoft forsvandt syd for Kap Farvel med alle 95 ombordværende.  Katastrofen betød bl.a., at søværnet fik fremskyndet bygning af nye, store inspektionsskibe.

Af kaptajnløjtnant Per Herholdt Jensen.


Fredag den 30. januar 1959 ved Grønlands Kommando. Kontreadmiral Johannes Jegstrup holder møde med politimesteren i Grønland og andre politifolk. Kl. 14.15 bliver mødet brat afbrudt, da der er indløbet en nødmelding til flåderadioen: Den Kongelige Grønlandske Handels nye flagskib, Hans Hedtoft, har ramt et isfjeld, og der er opstået lækage. Skibet befinder sig syd-sydøst for Kap Farvel med kurs mod København.

Nødmeldingen bliver starten på den hidtil største eftersøgningsoperation i grønlandske farvande. Den får betegnelsen ”Operation Isbjerg” og bliver ledet af Grønlands Kommando.


Kilde: Nolimitsdiving

Hans Hedtoft er nybygget og er stået ud på sin jomfrurejse fra København 7. januar 1959. Skibet er opkaldt efter den socialdemokratiske statsminister (1903-1955), som i sine to perioder har sat skub i moderniseringen af Grønland.  

Skibet har anløbet byerne Julianehåb, Godthåb, Holsteinsborg og Sukkertoppen. De fleste byer havde dengang danske navne. Lasten hjemover er ikke så stor, så skibet bliver beordret ind til Julianehåb igen for at laste frysevarer. 

Situationen er særdeles kritisk for Hans Hedtoft. Vejret er stormende i Kap Farvel-området, mørket kommer snart, og admiral Jegstrup har ikke meget at sætte ind for at komme det synkende skib til undsætning. Orlogskutterne Teisten og Skarven ligger netop i Grønnedal. Teisten bliver omgående sendt af sted i det hårde vejr. Skarven kan ikke benyttes, da kutteren er midt i et større maskineftersyn. Chefen bliver beordret ombord i landshøvdingens fartøj H.J. Rink, der bliver sendt af sted fra det nærliggende Ivittuut.

Disse to kuttere er alt, hvad Grønlands Kommando umiddelbart kan sætte ind i operationen. Andre skibe har også opfanget nødsignalet. Det amerikanske kystvagtskib USCG Campell haster til undsætning, men er ca. 300 sømil borte. Passagerskibet Umanak stævner sydover oppe fra Godthåb, men har også lang vej. En færøsk trawler har vanskeligt nok med at klare sig i det stormfulde vejr. Men den vesttyske trawler >>Johannes Krüss< er="">

Når Grønlands Kommando ikke har mere at sætte ind skyldes det, at søværnet efter 2. verdenskrig (1939-45) stadig er i gang med at opbygge en kampflåde. Næsten alle søværnets skibe er gået tabt under den tyske besættelse. Der har hidtil ikke været økonomi og kræfter til også at bygge store inspektionsskibe til Nordatlanten. 

Teisten og H.J. Rink sejler så hurtigt, det er muligt i hård kuling og begyndende overisning. 
Men Johannes Krüss får radiokontakt med Hans Hedtoft og radiopejler skibet. Der er tvivl om den opgivne position, og på Johannes Krüss vælger man at følge pejlretningen. Vejret er hårdt med storm, snetykning og isforekomster. Situationen er farlig også for trawleren.

Klokken 17.36 får man ved Grønlands Kommando den chokerende melding, at Hans Hedtoft synker langsomt og behøver øjeblikkelig assistance. Ved kommandoen sætter man al lid til, at Johannes Krüss når frem i tide. Men forgæves. Klokken 17.45 mister trawleren radiokontakten til det synkende skib. Klokken 17.50 opfanger man hos Julianehåb Radio en sidste melding fra Hans Hedtoft: ”Vi synker nu”.

Klokken 17.56 oplyser Prins Christian Sund Radio til Grønlands Kommando, at man helt har mistet kontakten med Hans Hedtoft fire minutter tidligere. Klokken 18.06 opfanges nogle svage, forvrængede signaler, der bliver afbrudt. Den Kongelige Grønlandske Handels nye flagskib er sunket på sin jomfrurejse med alle 95 ombordværende – 40 besætningsmedlemmer og 55 passagerer. Teisten og H.J. Rink er endnu ikke kommet ud i Julianehåbsbugten.

Klokken 19.27 er Johannes Krüss fremme ved den opgivne position, men der er hverken skib, redningsflåder eller vraggods. Trawleren sejler rundt i området med tændte projektører, men finder intet.

Teisten har haft overisningsproblemer, der bl.a. har sat radaren ud af funktion. Efter afisning står kutteren sydover mod Hans Hedtofts position. Den lille trækutter bygget til kystnær inspektion skal ud i det isfyldte farvand syd for Kap Farvel i storm og snetykning og lede efter eventuelle overlevende i redningsflåder. Et døgn efter forliset er kutteren fremme, men man finder intet. 

Kutteren sejler omkring i området efter et fastlagt mønster og rutsjer sidelæns ned ad bølger, der er omkring 20 meter høje. Natten mellem 31. januar og 1. februar er der meget is, og kutteren bliver omsider af sikkerhedshensyn beordret til at søge læ for vejret. H.J. Rink er slet ikke bygget til sejlads i et sådant vejr og ligger vejrfast i Nanortalik.

Den 3. februar er Teisten igen på eftersøgning, men finder intet. Natten til den 4. er der nordlig storm over hele området.
I dagene 4.-7. februar er vejret bedret så meget, at begge kuttere kan foretage eftersøgning over et større havområde, men uden at der bliver fundet noget. 
6. februar bliver ”Operation Isbjerg” aflyst.

Forliset af Hans Hedtoft har udløst den hidtil største internationale eftersøgning ved Grønland med indsats af skibe i området og med danske, islandske, canadiske og amerikanske fly. Kun en oliepøl bliver opdaget. I oktober samme år bliver der fundet en redningskrans på Island fra det forliste skib. Den hænger i den gamle kirke i Qaqortoq/Julianehåb, fordi byen er Hans Hedtofts  sidste anløbssted.

Katastrofen har bl.a. vist, at der mangler store sødygtige skibe til indsættelse ved søredningsoperationer. Søværnet har kun større sejlende enheder ved Grønland i sommerhalvåret. Det er kampfregatter bygget under 2. Verdenskrig. Op gennem 1950´erne taler man om bygningen af ”grønlandsfregatter”, og der er netop i januar 1959 søgt om bevilling til bygning af to skibe. Det bliver bevilget i marts samme år.

To skibe er imidlertid for lidt til dækning af Grønland, Færøerne og Nordsøen. Det går hurtigt med beslutningsprocessen på baggrund af Hans Hedtoft-katastrofen. I 1960 bliver Søværnskommandoen bemyndiget til at iværksætte bygning af fire ensartede og helikopterbærende inspektionsskibe. De indgår i flådens tal i 1962-63 under betegnelsen Hvidbjørnen-klassen efter navnet på det første af skibene. 

Katastrofen medfører også andre konsekvenser:

● Genåbning af lufthavnen i Narsarsuaq. 
● Oprettelse af en iscentral i Narsarsuaq, der skal holde skibsfarten orienteret om isforekomster. Det bliver opstarten til det nuværende GREENPOS-system.
● Etablering af permanent flyveredningstjeneste i både Narsarsuaq og Søndre Strømfjord.

Trods flere forsøg er vraget af Hans Hedtoft aldrig fundet. I 2005 bliver der opsat en mindeplade med navnene på de 95 omkomne på Nordatlantens Brygge i København. Herfra udgik skibene i sin tid til Grønland. Og her lagde de til efter endt rejse.