DEN 30. januar 2009, er det præcis 50 år siden, at grønlandsskibet M/S HANS HEDTOFT gik ned i nærheden af Kap Farvel på Grønland.

Skibet var moderne og solidt bygget til issejlads, men fik alligevel et grufuldt endeligt. På dets jomfrurejse på vej tilbage til Danmark fra Grønland kolliderede skibet med et isbjerg i dårligt vejr med høj sø og ringe sigtbarhed.

Efter ca. fire timer, hvor skibe i nærheden forsøgte at nå frem til HANS HEDTOFT, sank skibet med 95 passagerer og besætningsmedlemmer ombord.

Sank  på jomfrurejsen

Hans Hedtoft's forlis minder meget om det, der overgik  "Titanic". Begge var ude på deres jomfrurejse. Begge stødte mod et isbjerg. Begge blev betragtet som synkefrie.

Konstruktionsmæssigt var Hans Hedtoft bygget med en forstærket stævn samt inddelt i syv vandtætte rum og det skulle ifølge beregningerne kunne holde sig flydende, selvom det ene rum blev fyldt med vand. Bunden var dobbelt i hele skrogets længde og hele skibskonstruktionen opfyldte tidens strengeste krav til et ishavsskib. Skibet var på 2800 bruttoregister ton. Skibet var velforsynet med redningsbåde – tre 35 personers af letmetal –, redningsflåder – to 20 personers af metal – samt med fire 12 personers selvoppustelige gummiredningsflåder med automatiske nødsendere.

Jomfrurejsen

Hans Hedtoft's  jomfrurejse startede med afsejling fra København den 7. januar 1959, og rejsen til Julianehaab blev gennemført på rekordtid. I Grønland anløb Hans Hedtoft derefter Godthaab, Holsteinsborg og Sukkertoppen inden returrejsen fra Julianehaab mod København blev begyndt den 19 januar klokken 2115.

Ombord var foruden de 40 besætningsmedlemmer i alt 55 passagerer, voksne og børn, heriblandt folketingsmand Augo Lynge.

Kollideret med et isbjerg

Fra Julianehaab sejlede Hans Hedtoft  sydpå over Julianehaabsbugten gennem et roligt hav med skiftende vinde. Om formiddagen den 30 januar begyndte vinden at tage til fra nordøst op til stormstyrke og sigtbarheden faldt til en sømil. Klokken 1356 opfangede telegrafisten på vejrstationen Prins Christians Sund nødsignal fra skibet om, at det var kollideret med et isbjerg på positionen 5930N - 4300W, ca. 20 sømil sydsydøst for Grønlands sydligste punkt, Kap Farvel.
Kl. 1512 meddeler kaptajnen, at der er megen is omkring skibet og at skibet synker.
Den tyske trawler Johannes Kruss fra Bremerhaven befandt sig ca. 25 sømil øst for Hans Hedtoft, og sejlede for bedste fart imod positionen igennem høj sø og is samt med ringe sigtbarhed på grund af snebyger.

Vi synker langsomt

Klokken 1741 meddelte Hans Hedtoft " … Vi synker langsomt" og klokken 1806 opfangede man ombord i trawleren begyndelsen til et SOS signal, hvorefter der ikke længere var forbindelse til Grønlandsskibet.
Grønlands Kommando i Grønnedal koordinerede redningsaktionen, og i de følgende døgn blev området gennemsøgt af skibe og fly. Foruden den tyske trawler Johannes Kruss var det inspektionskutteren Teisten, grønlandsskibet Umanak og det amerikanske kystvagtsskib Campell samt canadiske og amerikanske patruljefly fra Keflavik, Thule og fra New Foundland. Intet vraggods kunne positivt identificeres som stammende fra Hans Hedtoft, og først ni måneder efter forliset drev det eneste stykke vraggods på land i Island – en redningskrans.

Inden Hans Hedtoft sank for 50 år siden var det i hemmelighed bygget om til krigsskib.  

Grønlandsskibet ’Hans Hedtoft’ var forberedt til krig, bag ryggen på såvel Folketing som offentligheden var skibet i hemmelighed blevet bygget om til at medføre tre kanoner.

På krav fra Forsvarsministeriet blev skibet udstyret med tre 40 mm luftværnskanoner. Skibets konstruktion blev forstærket tre steder på dækket, hvor der blev bygget fundamenter til skytset. I forskibet blev der indrettet ammunitionsrum til opbevaring af 280 kasser med projektiler. Derudover blev der bygget patronkassestativer, der kunne monteres ved siden af kanonerne.

Det fremgår af papirer og tegninger, som Politiken har fundet i Rigsarkivet. Kanonerne kan ikke ses på værftets tegninger men udelukkende på en ekstra tegning fra forsvaret.

Armeringen af ’Hans Hedtoft’ blev behandlet i dyb fortrolighed i 1957. Skibet blev bygget som statsskib af Kongelige Grønlandske Handel (KGH). Vicedirektør Magnus Jensen, der dengang ledede KGHs rederi, strittede imod, men forgæves. Han mente, at Forsvarsministeriet var ude på ad bagdøren at sikre sig et krigsskib til brug ved Grønland.

 Misvisende forklaring.Forsvarsministeriet begrundede armeringen med, at det skulle sikre forsyningerne især til de danske militære styrker i Grønland i krigstilfælde. Den forklaring gav Magnus Jensen ikke meget for.

  I et brev til Ministeriet for Grønland angreb han Forsvarsministeriet for at skjule dets egentlige planer bag et dække af misvisende forklaringer. Efter Magnus Jensens mening var det afgørende for Forsvarsministeriet ikke forsyningsmæssige grunde »men derimod ønsket om i påkommende tilfælde at have et velegnet skib til rådighed til bevogtningstjeneste i de grønlandske farvande i krigstid «, skrev vicedirektøren. Han protesterede også mod, at KGH skulle betale udgifterne til et »krigsskib«, som han betegnede det i et fortroligt brev til en medarbejder. Men Magnus Jensen blev sat på plads af departementschef Eske Brun, der ikke havde noget imod planen. Men han kunne ikke finde en konto at tage pengene fra, og han vidste, at daværende grønlandsminister Kai Lindberg (S) ikke ville finde det ”særligt opportunt” at gå i Folketinget med en særlig ansøgning om armeringen. KGH direktøren Hans C. Christiansen noterede derpå, at KGH skulle betale de knap 24.000 kroner, »som spøgen koster«. Kanonerne ville forsvaret stille til rådighed uden beregning.

De blev monteret på værftet i Frederikshavn. Afdelingsingeniør i Søværnets Materielkommando, Niels Stegenborg, var dengang som ung ingeniør på værftet med ved prøveskydningen. Han skulle måle, hvor meget stålet i skibet gav sig. Fiskeriinspektionsskib »Skudprøverne gik perfekt. Jeg fik den forklaring, at skibet i påkommende tilfælde skulle kunne udrustes til fiskeriinspektionsskib «, siger Niels Stegenborg.Efter prøveskydningen blev alt det militære udstyr afmonteret og stuvet ned i lasten, inden skibet blev sejlet til København og afleveret. Kanonerne var således ikke monteret, da ’Hans Hedtoft’ sank på jomfrurejsen 30. januar 1959.

Carl-Georg Jensen, der senere blev KGHs rederichef, blev i 1959 pålagt at sørge for at få kanonerne fra borde og gemt væk i et pakhus straks efter fortøjningen i København.

»Det var noget, vi ikke skulle snakke om. Jeg har aldrig kunnet finde ud af, hvem der gav ordren om de tre kanoner. Men der er ikke bygget andre skibe til KGH med plads til kanoner eller lignende«, siger Carl-Georg Jensen.

 Klar militær rolle

Den sikkerhedspolitiske ekspert Poul Villaume, der er lektor i samtidshistorie ved Københavns Universitet, siger, at de nye oplysninger peger på, at ’Hans Hedtoft’ skulle spille en klar militær rolle i krigstilfælde.

»Meget tyder på, at skibet  i krigstilfælde havde en militær rolle blandt, som militært forsyning og måske også med bevogtningsopgaver. Når man har hemmeligholdt det, må det skyldes, at man ikke har villet skræmme offentligheden. Man har sikkert frygte folk ville blive bange for at sejle med skibet. Det kunne jo i en given situation blive et mål for angreb fra russiske fly eller ubåde. Alt hvad der vedrørte militær i Grønland var omgærdet med ekstremt tys-tys«, siger Poul Villaume. Det var også i 1957, at daværende statsminister H.C. Hansen (S) i hemmelighed og stik imod regerings politik – gav USA lov til at stationere atomvåben på Thule-basen i Nordgrønland,